Pas på de udviklingshæmmede

Under bandekrigen kom det frem at bofællesskaber er et tag-selv-bord for kriminelle, der lokker disse mennesker, der ikke på samme måde som andre mennesker kan overskue konsekvenserne af deres handlinger, til at udføre kriminalitet for sig. Det drejer sig ofte om at de udviklingshæmmede bliver lokket til at være depot for våben eller stoffer. Bostederne er nød til at hyre vagtværn hvis de vel at mærket har pengene.

Det er slemt nok.

Men i andre lande er de kriminelle gået endnu videre. Kina har henrettet en Brite, som havde smuglet stoffer til Kina, hvilket nogle nok skulle mene er den forkerte vej at smugle sådanne varer. Normalt smugles ting fra Kina til Polen og ikke den anden vej.

Den Britiske mand var syg. Det er ikke fordi at Kina's ret til at drive et retssystem skal bestrides. Det virker brutalt at henrette mennesker, men man skal huske på at regeringen blev fordrevet til Taiwan og så opstår der let i dette vakuum en ny domstolskultur hvor at tingene ligner nødret. Den tilstand er Kina efter så få år slet ikke parate til at forbedre. Fejlen ligger et andet sted.

Det er nemlig langt fra første gang at en psykisk syg person bliver lokket i uføre. Holland har en sag med en kvinde som ikke engang kan tælle til 12 og som på mystisk vis forsvinder fra sit bosted, får sig et pas og dukker op igen i Indonesien. Hendes navn er Sibel Yalvac og hun slap allernådigst med 10 år i 2002, så måske kan hun der efter rapporter fra Holland vejer 46 kilo idag overleve de sidste år og måske se friheden igen. Alle forsøg på appeller fra det Hollandske parlament er blevet overhørt.

Der skal forebygges.

De pårørende skal hjælpe institutionerne med at bevogte og observere, så deres pårørende ikke lige pludselig på mirakuløs vis kan befinde sig på narkosmugler i et fremmed land. Man kan ikke lægge det ansvar på almindelige pædagoger eller plejepersonale og vagtordninger er dyre. Derved er der kun de pårørende tilbage.

Det er et spørgsmål om liv og død - ikke mindre.